Dag 130: Rauland – Åmot

Haukeliseter!

15. oktober

Antall km: 19

Antall km totalt: 2378

Det er ennå mørkt når vi våkner.

Mens vannet koker opp pakker vi sekkene, og når det lysner setter vi oss ute på et av liggeunderlagene og lager frokost. Katrine liker havregrøt. Jeg foretrekker brødskive og makrell i tomat. Mens vi drikker kaffe forteller Katrine om sommerens solformørkelsesferie i USA. Det jeg synes er mest spennende, er ikke solformørkelsen, men da de møtte en bisonokse:

∗∗∗

I nationalparkerne i USA er der anderledes regler for færdsel i fjeldet end der er i Norge og der er ingen allemandsret. Hvis man vil på vandretur med overnatning i telt må man reservere lang tid i forvejen til faste teltpladser. Vi var heldige og fik muligheden for at gå ind lags en sti i den midterste del af Yellowstone nationalpark, akkurat tilpas længde for en flok på fire voksne og fem børn og med mulighed for en toptur for de ivrige. Der er både sortbjørne og grizzlybjørne i nationalparken, så vi havde (på anbefaling) en ‘bear spray’ med og gik og klappede i hænderne og snakkede højt langs stien. Men ingen bjørn så vi. På teltpladsen må man holde mad og telt/soveplads skarpt adskilt for ikke at tiltrække bjørne. Vi lagde rygsækkene ved de store træer hvor man kan hejse dem op i sikker højde og fortsatte lidt ad stien for at finde en god teltplads. Klap, klap i hænderne, klatre over et par faldne træstammer og ind i en tykning af unge lodgepoletrøer. Og så stoppede vi brat op, for deinde stod et stort mørkebrunt dyr og prustede. Var det en bjørn? Nej den var alligevel for stor. Bare tre meter foran os stod der en kæmpestor bisonokse og hyggede sig med at skrabe lidt i jorden. Den havde lavet en perfekt rund teltplads omgivet af tætte træer! Vi trak os lidt tilbage og betragtede den andægtigt og besluttede os til at sætte teltene op et andet sted. Den blev i lejren et par timer og græssede lidt på en lille slette, men det var tydeligt at det var os som besøgte den, og ikke omvendt. Senere på aftenen gik den længere væk for at græsse, men aldrig ude af syne.

***

I dag traf vi ingen store dyr, men…

∗∗∗

… det var like før! Rundt en sving oppdager vi nemlig en kamuflasjefarget ATV. «Der sitter jegeren,» sier Katrine. Jeg ser meg nærsynt omkring. Og så legger jeg merke til ham jeg også; like i veikanten sitter en mann i kamuflasjeklær og oransje lue. Han smiler lurt, han har sikker hørt og sett oss i lang tid allerede, der vi går med refleksvestene våre og prater kontinuerlig. «Er du på elgjakt?» spør vi. «Ja, nå sitter jeg på post og følger med hunden på GPS-en.» Han viser fram mobilen. Der kan han se akkurat hvor hunden er. «Nå står den like oppi lia her foran ei elgku med kalv og vil ikke flytte seg. Jeg må nok opp og hente den, for det er ikke ku vi er ute etter.»

∗∗∗

Ingen bison, og ingen elg, men nu begynder vi at blive sultne og snakken drejer sig umærkeligt over på mad. Anne begynder at planlægge alle middagsselskaberne hun skal have når hun kommer hjem igen, og jeg beynder at tænke på hvilken real turmat hun byder på. Det ser ud til at der stadig er et ret så stort lager i vognen, som hun trækker bag sig. Vi finder et fint pausested, med en lille bæk og selvom vandet er lidt mosebrunt, så tager vi det og koger det op inden det går ret ned i posen med frysetørret mad. Lam i karrysovs. Det giver varmen godt!

Herefter går det bare nedad hele vejen til Åmot, vejret er mildt og gråt og det småregner. På den anden side af Åmot ser vi skiltet til Dalen, måske når Anne til Dalen i morgen når jeg er taget hjem. Jeg har lyst til at fortsætte turen sammen med hende, men jeg må hjem til familien og arbejdet igen.

∗∗∗

«Men nå begynner jeg å bli ganske lei av å gå,» sier jeg. «Både av å gå generelt og av å gå i dag.» Heldigvis har vi noe å se fram til i kveld: mor og far har nemlig invitert oss til en overnatting på Haukeliseter! De kjørte fra Sandnes i formiddag, i retning mot oss og vil plukke oss opp når vi møtes. Jeg tar fram mobilen og ringer dem: «Hei Anne, hvor langt har dere kommet nå?» spør mor. «Nå er vi et par kilometer sør for Åmot,» svarer jeg. «Enn dere da? Har dere kommet så langt?» «Vi er allerede forbi Dalen,» svarer mor. «Wow, så langt?» Og nå løfter jeg blikket, og der ser jeg jammen en rød bil komme kjørende mot oss. Mor og far! Gjensynsgleden er stor, man skulle tro det var nærmere et år siden vi så hverandre sist.

Far løfter kassen med innhold inn i bagasjerommet, og her legger vi også Katrine sin sekk, mens min sekk får sitte i midten i baksetet med sikkerhetssele. Så monterer far takgrind på bilen og løfter kjerra opp på taket og stropper den fast. Og så kjører vi opp til Haukeliseter. På veien er vi innom Haukeli huskyfarm. Katrine skal nemlig være turleder for den årlige hundespannturen som Barnas Turlag har på Haukeliseter hver vår, og nå vil hun hilse på hundeføreren. Jeg blir med, for jeg vil hilse på hundene.

Å komme opp til Haukeliseter føles nesten som å komme hjem. Her er jeg minst en gang i året. Vi setter oss på rommet til mor og far og spiser hjemmelagete rundstykker med hjemmelaget bringebærsyltetøy, og så går vi opp i peisestua og skriver blogg (Katrine og jeg), strikker (mor), leser avisen på mobilen (far) og snakker sammen (alle fire).